Se mig, hør mig

Vi vil alle sammen gerne være særlige. Udgive et album, skrive en bog, løbe en marathon, blive direktøren for det hele. Der er er bare ikke så mange af os, der har den passion og styrke, der skal til, siger psykolog Rikke Rye Hahn.

Af Lonnie Kjer, BT
Artikel bragt i BT 2015

Vi kender dem fra sportens verden. Fra musiklivet og fra forretningslivet. Dem, der har det ekstra, vi gerne selv vil have. Som snupper guldmedaljerne, hitlisteplaceringerne og topposterne. Og ikke stopper, før målet er nået.

”Den kæmpe passion, der skal til, for at ville nå sine mål, uanset hvad det koster, er der ikke så mange, der har. Men der er mange, der ville ønske, de havde og måske oven i købet tror, de har den, og der er efterhånden gået inflation i at ville eje den passion og power, som kun et fåtal helt naturligt har. Der er en tendens til en stræben efter mere, end de fleste af os umiddelbart har talent for.”

Men drømmen om at nå toppen inden for vores felt, kender de fleste til, og den kan spores tilbage til den lille piges prinsessedrøm og knægtens ønske om at blive ridder eller professionel fodboldspiller, mener Rikke Glahn.

”I generationer har vi på et tidspunkt gjort op med disse drømme og affundet os med, at prinsessen in spe måtte blive frisør, den kommende fodboldstjerne idrætslærer og rockstjernedrømmeren musiklærer. Sådan er det ikke i dag, hvor stadigt flere nægter at opgive drømmen.”

Blachmann som overdommer?
At mange forsøger at udleve drømmen, gennemføre et særligt projekt og stile højt efter lederposter, succes, marathonmål og pladekontrakter, er ikke så underligt.

”I en tid, hvor vi har hyldet den positive psykologi, fortæller vi jo os selv, hinanden og vores børn, at vi kan blive til hvad som helst. Rockstjerne, professionel fodboldspiller, astronaut. Alt er muligt. Men hvornår siger man til folk, at de faktisk ikke har evnerne, eller at de skal knokle de næste tyve år for at nå deres mål. Og hvem skal sige det? Er det Blachmann eller mor og far, eller må man selv opdage, at det altså ikke er os alle sammen, der f.eks. skal eller kan lave musik.”

Mig, mig, mig
Måske er det tidsånden , der skubber os i retning af drømmene. Med alle basale behov dækket er der nemlig plads til andre behov, som i psykologisk forstand handler om selvrealiseringen, mener Rikke Rye Hahn.

”Vi i den vestlige verden skal ikke kæmpe for mad, tag over hovedet eller vores børns liv, og nu vil vi gøre noget for os selv. Der er plads til egoisme, men kan kan jo spørge sig selv, om man skal, bare fordi man kan. Har man bundet hele sin identitet op på f.eks. rockstjernedrømmen, er det dén, der er på spil, og for de mennesker bliver et nederlag eller manglende selvrealisering problematisk og sårbart.”

Selvværd og skuffelser
Det hele handler om selvværd, og er identiteten skrøbelig, er det i virkeligheden ofte selvværdet, der er det, fortæller Rikke Hahn.

”Et menneske med højt selvværd kan tåle nederlaget. De siger ’hey, det kunne have været sjovt, det her, men mindre end en hitlisteplacering eller en toppost kan altså gøre det’. Eller også de er ligeglade med ’dommen’ og kæmper videre. Det kan kun folk med passion og indre styrke. Men er du klynget op på wanna-be-drømmen, punkteres det i forvejen lave selvværd igen, og så kan det være svært at finde styrken igen.”

Når drømmen brister
Og i psykologisk forstand kan dét være kriseskabende. Føre til angst og depressioner, når meningen med det hele kan være svær at få øje på.

”Det er essentielt for os at have noget at navigere efter. Ikke at kende vejen betyder at miste meningen med sit liv, og det er noget af det værste, vi kan komme ud for. Det kan føre direkte til eksistentiel krise.”

Så det kræver altså i en vis grad en modtager, når man når målstregen. Også når man laver musik, mener psykologen.

”Hvis ingen gider forholde sig til det, du har udrettet, er der ingen forløsning. Bare skuffelse. Det kan være sårbart. I den forbindelse kan man jo overveje, om vi virkelig alle sammen har krav på at udgive musik, bøger, stile efter chefposten osv.”

Personen med passionen
Men der er dem, der kan og insisterer og enten har talentet i den rene form eller knokler, kæmper, tror og bliver ved.

”De har det personlighedstræk, der handler om passion. De er der også i kunstens verden. De er stædige og målbevidste og når målet. Om det er en tur til månen eller på hitlisterne, så når de det. Ikke så underligt, at de fleste gerne vil gøre dem kunsten efter.”

Rikke Rye Hahn er selvstændig coach og erhvervsrådgiver. Hun er uddannet cand. Psych fra Københavns Universitet og arbejder som erhvervs- og sundhedspsykolog
rikke@dambyhahn.dk